Den forhadte pligt – at gå ud med skraldet. Er du som os andre træt og irriteret over denne forbandet irriterende opgave? Så skal du læse med her.
Skraldespanden lugter, skraldeskuret stinker og posen drypper altid, endda selv om du kun har fyldt papir i. At gå ud med skraldet er en forfærdelig lugtende, rodet og ligefrem klam affære, som ingen er interesseret i at tage sig af.
Heldigvis findes der måder, hvorpå man kan gøre denne traurige pligt en smule bedre, lettere og/eller sjovere. Dem har vi samlet i denne artikel. Vi lover ikke, at det nødvendigvis går hen og bliver din yndlingspligt i hjemmet, men vi forsikrer dig om, at pligten bliver mindre horribel.
Køb skraldeposer med lukkemekanismer
Første irritationsmoment i affaldshåndteringen kommer, når skraldeposen skal tages op af sin holder. Hvis posen er overfyldt, kan den falde sammen og være svær at lukke. Dette øger risikoen for at spilde eller tabe noget fra posen, der kun gør oplevelsen endnu mere uudholdelig.
Tricket er at være en smule præventiv og sørge for at købe poser med lukkemekanismer. For at det ikke skal være løgn er dette også billigere, da der er afgifter på skraldeposer uden lukkemekanisme. Poserne kan du få de fleste steder i varierende kvalitet. Det er dog de dyreste, der er mest slidstærke.
Køb en smart skraldespand
De fleste af os har et stativ siddende i skabslågen under vasken, og bruger det som skraldeposeholder. Dog har fremtiden indhentet os, og i dag kan vi være taknemmelige for, at kreative firmaer har udviklet skraldespande, der gør pligten en kende sjovere.
Bruno Smartcan ligner noget, der er taget direkte ud af en science fiction film, og det er en opfindelse, der gør livet med skrald omkring sig en hel del lettere. Skraldespanden har fået bevægelsessensorer, således at du ikke behøver at røre skraldespanden for at åbne den. Derudover har den en støvsuger siddende i bunden, så du kan nøjes med at feje skidtet fra dit køkkengulv hen til skraldespanden. Så suger den det op.
Genican er en skraldespand, der har stort potentiale i forhold til at lette administrative opgaver i vores hverdag. Efter at have placeret apparatet ved din respektive skraldespand, analyserer Genican indholdet og sender dig en besked om, hvad der er blevet smidt ud. Er der tale om fødevareemballager sender Genican dig en indkøbsliste baseret på, hvad du har smidt ud.
Gør det til et spil
Det kan blive mere fornøjeligt at gå ned med skraldet, hvis du gør det til et spil. Det lyder som noget, man lokker børn med for at få dem til at gøre ufrivillige ting, men det virker også på voksne mennesker.
- Den svære version er at gøre din skraldespand til et mål, som du skal kaste skraldeposen imod. Herefter kan du give dig selv point for fart, præcision og stil.
- Den lettere udgave er at tage tid på, hvor hurtigt du kan komme ned med skraldet og tilbage igen. På den måde kan du også snige lidt træning ind i hverdagen.
Mor dig over andre
Vi foreslår, at du gør skraldeskursbesøget mere muntert ved at se nedenstående video på vejen. For der er altid nogen i verden, der har en dårligere dag end én selv. I videoen forsøger britiske Alan Miles at komme af med sit skrald, der til hans frustration og vores glæde, ikke går så let.